Skip to content

Kultursalon med Format Artspace, Bjarke Mogensen og Mathias Heise

Kultursalon med Format Artspace, Bjarke Mogensen og Mathias Heise

Salon #3 afholdes sidste weekend i februar 2026!

Vi byder dig indenfor i varmen til en salonweekend med spændende kunst på væggene, virtuos musik, gode samtaler, inspirerende kunstnere og noget godt i glasset. Kom med som gæst, når en villa i Hvidovre åbner dørene til en helt særlig oplevelse!

UDSTILLING af Format Artspace: Alle skal have råd til at starte en kunstsamling

Måske har du allerede været forbi det hyggelige galleri på Gasværksvej 9, eller i deres gamle lokation på Nansensgade.

Hvis du har, så ved du, at her bliver man altid mødt med et smil og en god historie om galleriets kunstværker af enten Anne eller Daniel. De har en smittende kunstglæde og et stort hjerterum, som I også vil opleve når I møder dem til denne tredje installation af Salonb52!

Format arbejder primært med yngre danske kunstnere, der allerede har markeret sig på både den danske og internationale kunstscene.

Mange af kunstnerne har papiret som en central del af deres praksis, men de seneste år er sortimentet blevet udvidet med keramiske værker, multipler i bronze og mindre skulpturer i forskellige materialer.

Priserne er bevidst sat, så de fleste kan være med – så går du med tanker om at starte din kunstsamling, er denne salon et helt oplagt sted at starte!

Læs om de kunstnere Format Artspace tager med herunder.

SALONKONCERT: Jazz møder klassisk til denne intimkoncert med Mathias Heise og Bjarke Mogensen

“Med instrumenter, der sjældent mødes, får to genier det hele til at svæve.”

Sådan skrev Politiken og kvitterede med 5 stjerner, da Bjarke Mogensen (accordeon) og Mathias Heise (mundharpe) udgav deres anmelderroste debutalbum Flux.

Begge musikere er kendt som virtuose instrumentalister med en medrivende musikalitet som du her får mulighed for at opleve helt tæt på, når vi slipper de to herrer løs i stuen til vores 3 salonaften!

Kombinationen af mundharpe og accordeon er uhyre sjælden og skaber et helt særligt klangunivers, der fortjener at blive oplevet live.

Kender du dem ikke i forvejen, kan du se en smagsprøve i videoen – og vent ikke for længe med at bestille din billet, vi har begrænsede pladser.

Program:

27/2 Fredag: Fernisering
16.00 – 19.00 med DJ og vin
Gratis adgang

28/2 Lørdag: Salonaften
18.30 – 23.00 med koncert, artist talk med Carl Krull, tapas og drikkevarer. Adgang med billet.

1/3 Søndag: Åbent hus
11.00 – 14.00 kig forbi til en kop kaffe og Q&A’s med Amanda Betz, Kristine Meyer og Tina Scherzberg.
Hvem ved, måske er der også en lille croissant til de første?
Gratis adgang.

Adresse:
Bavnevej 52
2650 Hvidovre

15 minutters gang fra Friheden st.

Praktisk info om køb af kunst:

Hvis du gerne vil købe et værk, tager du fat i Anne, Daniel eller Synnøve fra Format Artspace.

Du kan enten få det med samme dag, hente det søndag eller hente det senere hos Format Artspace på Gasværksvej 9, Vesterbro.

Betaling foregår via faktura.

Ønsker du værklisten med priser og detaljer på forhånd?
Skriv til info@formatartspace.dk

Bjarke Mogensen og Mathias Heise:

KUNSTNERE & Musikere:

Carl Krull udstiller til Salonb52

Carl Krull
Carl Krull (f. 1975) har studeret ved Jan Matejko Academy of Fine Arts i Polen og San Carlos Academy of Fine Arts in Mexico. Hans værker har bl.a. været udstillet på ARoS og Charlottenborg og er blevet opført på Det Kgl. Teater i DK samt internationalt – senest med soloudstilling på Tokyo Gendai i Japan, hvor live-tegninger blev udført på store papirformater.

Carl Krull er kendt for sin seismografiske arbejdsmetode. Hans tegninger og malerier skildrer figurer, der bebor topografiske territorier, der synes kortlagt med sonar og ekkolokaliseret i rummet. Malerierne skabes ved at fingrene fjerner malingen, som var lærredet et dugget spejl. Portrætter består af ubeherskede linjer, der samtidig repræsenterer både længde- og breddegrader.

Fugleburet udstiller til Salonb52

Fugleburet
Fugleburet er en dansk selvlært kunstner. Hans arbejde forener inspirationer fra så forskellige kunstnere som Lundstrøm og COBRA-bevægelsen og blander dem med kunstnerens karakteristiske kendetegn: næbbet, kloen og halen – alle udspringende af fuglens anatomi.

Kunstneren udfolder sit farverige, skarpe og legende univers i en bred vifte af medier såsom store lærreder, arbejder på papir, totemmer, muraler, træ, keramik og skateboards.

Isabella Vella udstiller til Salonb52

Isabella Vella
Isabella Vella (f. Toronto, 2001) har studeret geografi og miljøvidenskab ved McGill University. Hun har udstillet i Toronto, London og København, og hendes malerier har desuden været vist i New York samt på Albright Knox Museum i Buffalo.

Vella arbejder i krydsfeltet mellem maleri og tegning og benytter blæk, naturlige pigmenter, akryl og gesso. Hendes billeder kendetegnes ved flade, taktile overflader, hvor flere narrative lag træder frem samtidigt.

Med afsæt i sin baggrund inden for miljøvidenskab, skaber hun kvindecentrerede fortællinger, der bygger bro mellem fortid og nutid, ofte placeret i landskaber, som undersøger femininitetens forhold til naturen.

Poppy Kalas udstiller til Salonb52

Poppy Kalas
Thilde Maria Haukohl Kristensen (f. 1979), også kendt som Poppykalas, er billedkunstner, forfatter og blomsterdesigner med base i Klitmøller, Thy. Hun arbejder med en bred vifte af medier, herunder oliemaleri, akvarel, keramik, friske, tørrede, kunstige og tekstile blomster, epoxy og meget mere.

Poppykalas’ værker er gennemsyret af en stærk sanselighed. Hendes oliemalerier fremstår bløde og glatte som noget, man næsten får lyst til at smage på, og hvis lette akvareller inviterer beskueren til at drømme.

Udstillet på SMK, Chart Art Fair, Copenhagen Contemporary, Thorvaldsens Museum, Tivoli, Galleri Rademakers (NL), Galleri Arden Asbæk, Galerie Wolfsen m.fl. I 2022 stod Kristensen bag scenografi og kostumer til danseforestillingen The Secret Garden på Glyptoteket, og i 2023 udgav hun blomsterbogen Poppykalas og de magiske blomster på Gyldendal.

Kirstine Meyer udstiller til SalonB52

Kristine Meyer
Kristine Meyer (f. 1970) arbejder i krydsfeltet mellem maleri og keramik. Naturen, dens kræfter og den måde den påvirker os, er omdrejningspunktet i hendes praksis.

Hendes malerier afspejler landskaber og vækster, der inviterer til ro, nærvær og fordybelse, mens de keramiske værker, som oftest giver associationer til vækster, kredser om naturens energi og dens dybere, symbolske og spirituelle betydning.

I sine værker undersøger Kristine Meyer, hvad det er, naturen kan give os som mennesker – ikke kun fysisk, men også i en åndelig og helende forstand.

Kristine Meyer er uddannet fra Det Kongelige Akademi med speciale i glas og keramik. Hun har siden 2005 været en del af design- og kunstduoen MeyerLavigne. Indtil hun i 2022 gik solo med sin kunstneriske praksis.

Anne Langgaard udstiller til SalonB52

Anne Langgaard
Hverdagens poesi og skønhed er omdrejningspunktet i Anne Langgaards kunstneriske praksis.
Langgaard arbejder med dagligdagsobjekter og materialer såsom brugte karklude, krøllede papirer, saltstænger og luftforladte balloner. Gennem skulpturelle processer transformeres disse elementer til værker i materialer som bronze, aluminium og keramik. Herved fastholdes hverdagens flygtige øjeblikke, og der opstår en spænding mellem det forgængelige og det varige.

Med humor og genkendelighed som centrale strategier balancerer Langgaards værker mellem det banale og det eksistentielle; mellem dagligvarer fra discountbutikken og døden som et grundvilkår. Hverdagen bliver hos hende et memento mori; et forsøg på at fastholde det flygtige med en bevidsthed om umuligheden af netop dette.

Anne Langgaard er uddannet fra Chelsea College of Art and Design i London. Hun bor og arbejder i København og er medlem af det kunstnerdrevne udstillingssted Sydhavn Station. Langgaard udstiller både i Danmark og internationalt.

Anne Munnecke udstiller til SalonB52

Anne Munnecke
Anne Munnecke arbejder med plantefarver og deres potentialer. Hun indsamler planter og andre organiske og mineralske materialer til pigmentfremstilling og indfarvning af tekstiler. De plantefarvede tekstiler bliver viderearbejdet til tekstilcollager og derudover laver hun akvareller og installationer.
Planters evne til at fotosyntetisere og skabe liv fra lys og luft repræsenterer en unik form for selvforsyning og cirkulation. Munnecke er optaget af at fastholde planternes farver og solens lys i sine materialer: Planterne næres af solen, og gennem farvning med dem skabes nye lysbølger – en poetisk cyklus.

Anne Munnecke (f. 1981) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi (2006 – 2012) og Akademie der Bildende Künste Wien (2011).

Kristian Jon udstiller til Salonb52

Kristian Jon Larsen
Kristian Jon Larsen (f. 1982) er billedkunstner, med en fortid som fotograf. Han arbejder hovedsagligt med skulptur og keramik og med en bred vifte af teknikker, som altid udforsker materialets egen evne til, at videreformidle følelser, stemninger og problematikker.

Hans værker spænder fra små keramiske skulpturer, til store skulpturer i metal og stof og kæmpe offentlige installationer, i brændt træ og plastik.

Amanda Benz udstiller til SalonB52

Amanda Betz
Amanda Betz er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Arkitektskolen, i 2005 og arbejder som billedkunstner. Papir har altid været hendes primære medie og fokus for eksperimenter i spændingsfeltet mellem to- og tredimensionelle konstruktioner.

Amanda Betz har opnået både national og international anerkendelse for sin evne til at indfange stor kompleksitet i et enkelt objekt. Hun er fascineret af samspillet mellem natur, materiale, historie og kultur og omsætter gennem papiret sine undersøgelser til taktile og skrøbelige kunstværker.

Tina Scherzberg

Tina Scherzberg er en tværfaglig kunstner, der arbejder i krydsfeltet mellem maleri, broderi, keramik og grafik. Scherzberg er født i Tyskland og flyttede som barn til Danmark, hvor hun i 2004 dimitterede fra Det Fynske Kunstakademi.

Siden slut-90’erne har hun været på adskillige private residencies i Italien, der ledes af kunstnerduoen rosenclaire, som hun lærte at kende, da hun studerede på De Medici-kunstskolen i Italien.

Scherzberg har udstillet både nationalt og internationalt, bl.a. på Malmö Konsthall, Sverige, og Den Frie Udstillingsbygning, København.

Ligeledes har hun modtaget flere stipendier, bl.a. fra Statens Kunstfond og Akademiraadet. Tina Scherzberg bor og arbejder på Frederiksberg, Danmark.

Bjarke Mogensen spiller til salonb52 d. 28 februar 2026

Bjarke Mogensen, accordeon 

Accordeonist Bjarke Mogensen har været med til at opbygge et omfattende repertoire af musik for sit instrument

Som fortolker er han kendt for at gentænke klassiske værker, men først og fremmest for sit arbejde med nulevende komponister om at skabe et helt nyt og virtuost originalrepertoire.

i NEW YORK TIMES beskriver han spil således:

“Perhaps most captivating is the sheer range of strange, delicate and piercing sound the brilliant Bjarke Mogensen draws from the accordion; who needs synthesizers when you have this virtuoso in your ensemble.”

Bjarke Mogensen har vundet en lang række af prestigefyldte priser, senest Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen legatets Hæderspris.

Foto: Nikolaj Lund

Mathias Heise spiller til Salonb52 d. 28 februar 2026

Mathias Heise, kromatisk mundharpe

Mathias Heise er en prisbelønnet dansk jazzmusiker, komponist og virtuos på kromatisk mundharmonika. I 2013 vandt han verdensmesterskabet ved World Harmonica Festival og markerede sig internationalt med et moderne og genreoverskridende udtryk.

Han leder bandet Mathias Heise Quadrillion, hvor jazz møder funk og rock, og er kendt for sin markante teknik og melodiske styrke.

Heise har samarbejdet med navne som Larry Graham og Niels Lan Doky og har modtaget flere hædersbevisninger, herunder Ben Webster Prisen som den yngste modtager nogensinde.

 

Foto af Hreinn Gudlaugsson

Back To Top